I'm Comic Sans, Asshole!

Det fremgår vist tydeligt, at jeg er stor Helvetica-fan - og jeg elsker også filmen om den legendariske skrifttype, der har opnået nærmest hegemonisk status i hele verden. Samtidig er jeg selvfølgelig også indædt hader af den frygtelige Comic Sans, som hærger og forurener både tekstuelle og visuelle udtryk alle mulige og umulige steder. Den burde simpelthen forbydes! Og jeg står absolut ikke alene med dette synspunkt - der findes masser af Comic Sans-hade-grupper rundt omkring på Face'n og resten af nettet. Men men men, så meget som jeg afskyr denne tegneserieinspirerede skrift, så elsker jeg Mike Lachers fremragende monolog "I'm Comic Sans, Asshole". Det er forrygende godt skrevet, ultra skarpt og helt igennem fantastisk underholdende. Jeg er vild med det! Og derfor vil jeg på det kraftigste opfordre alle, der har en holdning til Comic'en at lægge vejen forbi dette enestående skribleri!

Sminkedukkens videoblog

Min veninde havde fundet en spøjs video på YouTube: En meget ung teenagepige har startet sin egen "videoblog", og hendes første video handler om, hvordan hun lægger sin make-up. Det er et noget rodet og kikset indlæg, hvor hun har store problemer med at få strøget håret tilbage, finde sine produkter og anvende de rigtige farvenuancer - og hun ender med et meget brunt fjæs, blå øjenskygge og en meget hvid dækstift på læberne. Videoen er sød og uskyldig, og det er tydeligt et udtryk for, at denne unge pige gerne vil være med i det sociale medieræs, og som alle andre teenagere higer hun efter opmærksomhed og anerkendelse.

Okay, fair. Det er helt skævt med den blog. Det bliver nok ikke den succes hun har håbet på, men i stedet er den blevet en viral joke - og det er i sig selv ret godt gået! Men jeg er forbløffet over de mennesker, som har kommenteret videoen på den groveste måde. Der er selvfølgelig masser af kommentarer til hendes valg af foundation og hendes tydelige begrænsninger på make-up-fronten, men mange kommentarer er virkelig onde og tarvelige: "SKANK! Fy for den lede!", "Var det ikke dig som var luder på arto en overgang?", "Hold kæft hvor er du klam mand! Sådan en typisk overvægtig med alt for meget lort i hovedet...  griner !!!!!!" og den slags ytringer.

Men ikke nok med det: "Jeg synes du skal begå selvmord", "Vil du være sød at skyde dig selv???" og "dræb dig selv". Og det er jo vilkårene, når man bevæger sig ud i cyberspace og blotter sig for offentligheden med en meget personlig videoblog. Jeg ved ikke, hvad hun havde forventet, men jeg får helt ondt af den stakkels pige, der sikkert slet ikke forstår, hvordan hun pludselig er blevet genstand for inderligt had og opfordringer om selvmord. Små teenagepiger er jo frygteligt påvirkelige over for den slags, og de er jo selvkritiske nok i forvejen - og lur mig, om ikke vores make-up pige kæmper lidt med selvværdet, selvtilliden og anerkendelsen fra omgangskredsen.

Heldigvis er der en del sarkastiske mennesker, der har lagt nogle tydeligt ironiske kommentarer, som bifalder og påskønner hendes videoblog, roser hende i overdrevne vendinger og lykønsker hende med succesen. Jeg håber, at hun læser dem og tror på, at de er oprigtige, for ellers er jeg da bange for, at hun går helt ned.

"Jeg er så glad for min cykel..."

Pres! Min cykel er punkteret. Nu er jeg ikke typen der er kreativ med lappegrej og vaskebalje og oliefingre, så jeg sætter altid min lid til den lokale cykelmand, der hurtigt og billigt giver mig luft under hjulene igen.

Men - altid et men - så var der jo lige noget om, at cykelsmedene ikke længere måtte reparere sprukne dæk. Og så vidt jeg kan læse mig til, så er det stadig sådan at de stakkels cykelmekanikere skal investere store summer i dyrt udsugningsudstyr, så lille mig kan få lappet mit bagdæk på lovlig og sundhedskorrekt vis. Det kan jo vise sig at blive lagt på prisen, hvis cykelmændene skal have de 100.000 tjent hurtigt ind igen. Mulig pris for lapning: 500 kr. Det lyder jo helt sindssygt, men det kan måske blive konsekvensen... Jeg tvivler på, at den gamle Flemming ovre i min cykelbiks ligger inde med de påkrævede fancy tekniske maskinerier - men han gider alligevel godt at tage cyklen til lapning - og jeg kan allerede hente den igen imorgen til den nette sum af 70 kr. Tak for det, Flemming.

Hvor er the WAGs?!

JUHU! Vi vandt over Cameroun! Endelig kom der lidt medvind til de danske VM-drenge - det var vist også på tide. Som de fleste andre danskere sidder jeg jo også spændt og følger med i alle kampene, tæller mål, lytter til statistikker og giver gerne mit besyv med, når Morten Olsens spillervalg diskuteres eller når spillerpræstationerne evalueres. Og lige nu er jeg da også træt af, at vi ikke kan nøjes med en uafgjort mod Japan, men at det kræver en sejr, hvis vi ikke skal ende med "tre kampe og så i bad."

Så ja, det er spændende! Men jeg savner noget mere gøgl og gak - ligesom der plejer at være ved disse slutrunder. Hvor er the WAGs?! Spillernes koner og kærester er kendt for at skabe drama og intriger under VM, og jeg mindes gladeligt alt det postyr og sladder der florerede i Tyskland i 2006. Så jeg tager mig selv i at længes efter Englands Victoria Beckham, Cheryl Cole, og Coleen McLoughlin (Rooney's dame) - og især alle mediernes polemik omkring deres tilstedeværelse.

The WAGs forstod at tillægge VM en ekstra dimension. Med bagage til flere måneders ophold, privatfly til kampene, flashing af diverse platinkort og vilde nætter i byen og svimlende shoppingture i det idylliske Baden-Baden, fik the WAGs kridtet banen op. Og så stod den ellers på en god omgang bitching og mobning internt i WAG-lejren, anført af Victoria Beckham, som lod sin mands nedtur på banen gå ud over de andre piger. Hun tog nærmest alle midler i brug for at markere sin stjernestatus - og hurtigt blev VM til WAGs'enes kamp om at se bedst ud og bruge flest penge. Så der blev endda præsenteret en del fashion, trends og tendenser på tribunerne under Englands kampe. Og eftersom England ikke formåede at leve op til forventningerne og præstere noget fantastisk fodbold, så kunne vi underholde os med gossip om, hvilke WAGs som havde de sygeste slankekure, hvem der hadede hinanden mest, og hvor lækre og moderne deres solbriller var.

Der er brug for mere af denne spændende udenomssnak! Selvfølgelig handler VM primært om fodbold - men fodbold i dag er altså ikke længere bare 11 mand på banen og en landstræner i kulissen. Fodbold er også blevet til alt det, som foregår udenom. Hvilke trænere som er elsket eller hadet af deres spillere eller i deres hjemland, hvem der har sagt eller gjort noget "forbudt", hvem der har flest stjernenykker, uhensigtsmæssigt rivaleri mellem spillerne eller drama med WAGs. Så giv os noget mere af det! Pigerne skal jo også have noget at snakke om....

Anbefaling!

Den altid friske, underholdende og ultra skarpe Copenhipster har netop meddelt at hans nye digtsamling ‘Født Alternativ’ udkommer sidst på sommeren. Jeg vil på det kraftigste opfordre til at prøvesmage det kommende værk, som hipsteren allerede nu har offentliggjort på sin legendariske blog.

Tammi-bryster, Mathias-hår og Peter-mave

Ingen blog uden et Paradise-indlæg. Selvom det efterhånden er et par måneder siden vi tog afsked med Samantha, Amalie, Peter, Tammi, Kasper og alle de andre gæster på det festlige hotel, så er det jo kun på sin plads lige at vride et par ekstra dråber ud af Paradise-fænomenet.

Jeg kan lige så understrege, at jeg dyrker det program! Jeg synes det er alle tiders underholdning og glimrende adspredelse i en akademisk hverdag. Dertil får jeg da også et lille selvtillidsboost, når folk dummer sig eller er helt blanke. Men præmisserne for udvælgelsen af de unge, smukke, festglade og seksuelt frustrerede deltagere er gået lidt hen over hovedet på mig. Jeg har tidligere læst at kriteriet for at komme med til Mexico og få æren af checke in på det lækre hotel er ganske simpelt: ”Man skal være klog nok til at forstå, at det er et spil, men dum nok til ikke at kunne gennemskue spillet”. Det kvalificerer jo stort set 80% af Paradise-kandidaterne – de har fattet, hvad det går ud på. Men det er jo ikke bare tilfældige ”spillere”, som bliver udvalgt på baggrund af deres markante personligheder eller hyppige frekventering af Luux, Zen, Craizy Daisy eller alle de andre ”fede” steder. Nej, når man ser på startopstillingen eller de nyankomne gæster på hotellet, så fremgår det jo med al tydelighed at den fysiske personlighed spiller en afgørende rolle for kvalificeringen af en Paradise-deltager. Selvfølgelig er det vigtigt, at de unge tager sig godt ud på kameraet, og der er jo ingen som gider se fjernsyn med blegfede slipsedrenge med solskoldninger eller tykke, bumsede piger i alt for små bikinier flere uger i træk. Nej, der skal være masser af sex og lir og pointen er jo også at drengene og pigerne skal blive tiltrukket af hinanden og følgelig engagere sig i masser af svedig lagengymnastik eller boblebadslir til ære for os dødelige herhjemme i vinter-Danmark.

Men – og nu kommer min anke – det er jo ikke lækre mennesker! Selvom pigerne generelt er flotte piger med lange ben og veltrimmede, stramme, appelsinhudsfri kroppe - så glipper det altså lidt med de kønne ansigter, de pæne tænder og det smukke hår. Og nej, de er da overhovedet ikke grimme – men det står sløjt til, hvis de skulle repræsentere cremen af den danske ungdom. De er uden tvivl alle sammen knald-værdige, men langt de fleste af pigerne er mere attraktive med en stor brun pose over hovedet.

Tendensen i Paradise-castingen peger på, at lækkerhed baseres på store bryster (helst silikone), stramt maveskind, tandpiercinger (eller intimpiercinger) og overbehandlet hår – hvad enten det så er halvt udvoksede extensions eller virkelig klamme farvninger eller blonderinger. Og nu er det ikke fordi jeg ynder at kritisere folk på deres udseende, men jeg savner bare en pige med et kønt ansigt og naturlig sexappeal, så kan jeg godt se udenom at hun måske har lidt ekstra på sidebenene eller har ”Tammi-bryster” (Paradisoernes slang for en A-skål).

Men nu skal jeg ikke køre noget pigetrip. Drengene udvælges efter samme skabelon – bare nogle andre kriterier: De skal være pumpede helt ud over det sædvanlige og helst have det der lidt klammo hår, som Mathias sportede hele sæsonen igennem. Scoretrolden Peter var jo i store problemer efter flere ugers non-stop druk på hotellet havde sat sine spor: ”Jeg er jo bare sådan en lidt småfed fyr” – nej! Du er helt normal gennemsnits 25-årig, Peter. Da jeg for et par måneder siden begyndte at styrketræne lidt i et fitnesscenter, var jeg lidt nervøs for at få en krop med meget store muskler, så jeg sagde til min træner, at jeg ikke gik efter Paradise-drengenes look. Han kiggede lidt chokeret på mig og sagde, at det var der vist ingen risiko for – med mindre jeg trænede 3 timer om dagen. Er det dét, de gør? Carlos, Kasper og Josri? Muligvis. Synes det var helt befriende, da Patrick checkede in med fuglebryst, tynde arme og ingen deltagelse i vægtløftningsområdet (det hellige sted, hvor drengene skjult konkurrerer indbyrdes, lurer på de andres teknik og misunder hinandens kroppe).

Ideen med de lækre, attraktive kroppe er jeg helt forståelig overfor – det er jo en del af konceptet. Men der kunne godt være lidt mere alsidighed i definitionen af lækkerhed: Halvdelen af en Paradise-udsendelse består alligevel af interviews med deltagerne, og derfor synes jeg at deres stemmeføring, ansigtstræk, hovedform, hårpragt og mimik må spille en større rolle i udvælgelsen af de her ”smukke” unge mennesker. Jeg er jo ved at knække mine tæer af krumhed, hver gang Rikke Gøransson (hun var til gengæld helt igennem smuk deltager) står iklædt et tvivlsomt bud på gallaagtig mode og snakker om de ”smukke” piger og de ”flotte” drenge. Nej, nej. Find nu nogle som er værdige til at blive kigget på og begæret i de 64 udsendelser – gæster, som ikke bare har købt lidt silikone eller bruger al deres tid på at få store muskler: vi har brug for deltagere, der er attraktive fra naturens hånd, så vi kan holde ud at kigge på dem i en hel sæson.

Sukkerfuck

Det var med stor væmmelse og lidt medlidenhed at jeg forleden dag så Sukkerchok-pigerne synge playback til deres selvproklamerede "uofficielle VM-sang til folket" i Go' Aften Danmark. Med let kvalme erfarede jeg senere, at Se&Hør giver en gratis fodbold-CD med i købet (bladet er helt sikkert blevet revet væk fra hylderne i diverse kiosker og supermarkeder.)

Jeg vil afholde mig fra at kritisere sangtekst, musik og vokalpræstationer på det nye "fodboldhit" - selvom jeg dog sagtens kunne sige et par ord om, hvor uoriginalt, middelmådigt, pinligt og halvfemseragtigt det er. I stedet vil jeg fremhæve, at jeg på ingen måde forstår hvorfor bagmanden til Sukkerchok-pigernes sang synes at det var alle tiders idé at lave en sang der hed "SUKKERbold". Hvor er det lige dén reference kommer fra? På hvilken måde er det relevant? Hvad er linket mellem fodbold og sukker? Det er dybt uinspireret og ren reklame for et pigeband, som har været på vej ud af den danske musikscene lige siden Frederik og Line Sofie vandt den forrige sæson af Paradise Hotel.

Men ja, jeg vil da gerne indrømme, at jeg har nynnet med på "Hvor som helst, når som helst", og jeg har flere gange set videoen, hvor de tre piger har travet afsted uden at komme nogle vegne og leget med et night-vision-kamera under lagnerne på hotellet. Og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg faktisk synes deres MGP-bidrag i 2009 var et hæderligt bud på en finalesang. Men så stopper det altså også der. Ikke nok med at det er et amputeret Sukkerchok-hold, som har lavet den - så er det desværre gruppens mest interessante pige, Inez, som har valgt at holde sig fra projektet. Men godt for hende - det var en fornuftig beslutning! Tilbage har vi så to semi-kønne medieliderlige piger med utrolig dårlig stil og absolut ingen skam i livet: De vil stille op til hvad som helst for at være på TV. Resultatet er blevet en tacky sang, der med al tydelighed er en computermusikers (tror aldrig fyren har spillet et instrument) kiksede sampling af forskellige beats, effekter og andet teknisk gøgl. Dertil er der så produceret et rædselsfuldt "show", hvor de to sukker-piger optræder i Go' Aften Danmark eller på EkstraBladets nationen.tv. Så er man indlagt til halvhjertet cheesy koreografi, dårlig styling og virkelig ringe lipsinging mens pigerne gør sig til for kameraet i fodboldtrøjer. Det virker endda lidt som om at de prøver at fremtvinge en lidt lesbisk vibe...? Det er altså rimelig tomhjernet at gå efter billige point hos fodboldfolket på dén måde, for det er tydeligvis en stiv og unaturlig simulation af noget girl-on-girl-action.

Sukkerchok - I var lidt ringe i forvejen, men I er intet uden Inez. Og lad nu være med at synge mere om sukker og fodbold.

God Hates Us All

Jeg vil være Hank Moody. Den übercool antihelt i kultserien Californication. Hank har fucked sig selv rimelig meget, da han undlod at gifte sig med sit livs store kærlighed, og hans liv består følgelig af en lang række af mindre heldige episoder og ubelejlige sammentræf, der modarbejder hans halvhjertede forsøg på at tilbageerobre drømmekvinden. Med en mindre skriveblokade som supplement til den kriseramte Hanks livsforløb, forsøger den flirtende forfatter derfor at begrave sig i sin kærlighed til sprut, pot og kvinder, mens han cruiser rundt i LA i en slidt Porsche. Hver dag er et tilfældigt orgie af purunge piger eller milfy damer, som kaster sig for fødderne af den følelsesmæssigt utilgængelige forfatter, som hovedsageligt befinder sig i en evident rus af alkohol eller stoffer.

Indrømmet: Hank Moody er ikke det oplagte valg af idol, hvis man går efter indre værdier som tolerance, uselviskhed, engagement, eller personlige kvaliteter som taktfuldhed, hensyntagen og diverse andre sociale egenskaber. Hank har ingen hæmninger, ingen situationsfornemmelse og absolut ingen pli – han er nådesløs, direkte og fandenivoldsk, og han vil på ingen måde undskylde for, hvem han er eller hvad han siger – og han er fuldstændig ligeglad med konsekvenserne deraf. Gennem sine spydige, men yderst velformulerede og skarpe kommentarer, håndterer Hank mennesker og situationer på netop den måde, som man i bakspejlet selv gerne ville kunne præstere. Hanks evner til at give svar på tiltale, sætte jubelidioter på plads og gennemskue folk og deres skjulte motiver er enestående eksempler på drømmescenariet, hvor man med henkastet, kølig besindighed leverer en intelligent, diskret hånlig og ultra kontant kommentar, som er så spot on, at der fuldstændig blokeres for modpartens mulighed for at komme med et smart eller relevant comeback eller på anden måde fortsætte en meningsfuld ordveksling. Total diskursiv nedlukning af samtalen – dét er Hank Moody, når han er bedst.

Mens Hank på overfladen kan synes at være noget afstumpet, forsømmelig og falleret, så er han stadig en indbegrebet af coolness, eftersom han er i besiddelse af en solid selvindsigt og en fængslende selvironi, som kommer til udtryk gennem den tørreste humor og de koldeste aversioner. Mens Hanks spotske kommentarer kan fornærme, er de dog ikke nødvendigvis offensive. At være krænkende og ubehagelig blot for offensivens skyld er stupidt og formålsløst. Men at ydmyge den tomhjernede journalist, den irriterende fyr der springer over i køen eller den arrogante skrankepave med velformuleret begavelse er effektivt og realistisk. Hank er den moderne rebel – et politisk ukorrekt håb i en verden, der er ved at kløjes i sin egen apatiske ligegyldighed.

Desværre for den oprørske Hank er han jo selv en del af den overfladiske og banale verden, som den tager sig ud i det solbeskinnede Los Angeles, hvor den sjælløse, kommercielle og korrupte Hollywood-kultur fordærver og forkvakler mennesker, moral og mening. Hanks modvilje mod andre mennesker udspringer af en væmmelse og afsky over for den verden, han elsker at hade. Netop hans personlige deltagelse i denne verden afstedkommer et uafværgeligt selvhad, som han åbenlyst vedkender sig og lever med efter bedste evne, hvormed han hengiver sig til tilfældige seksuelle eskapader, meningsløse drukture og henkastet storforbrug af weed. Jeg beundrer Hank Moody. Jeg dyrker Hank Moody. Jeg vil være Hank Moody. Det er derfor, at jeg med store forventninger tæller ned til september 2010, hvor den nye sæson af Californication endnu engang tilbyder mig at tilbringe nogle timer i selskab med Hank Moody.