God Hates Us All

Jeg vil være Hank Moody. Den übercool antihelt i kultserien Californication. Hank har fucked sig selv rimelig meget, da han undlod at gifte sig med sit livs store kærlighed, og hans liv består følgelig af en lang række af mindre heldige episoder og ubelejlige sammentræf, der modarbejder hans halvhjertede forsøg på at tilbageerobre drømmekvinden. Med en mindre skriveblokade som supplement til den kriseramte Hanks livsforløb, forsøger den flirtende forfatter derfor at begrave sig i sin kærlighed til sprut, pot og kvinder, mens han cruiser rundt i LA i en slidt Porsche. Hver dag er et tilfældigt orgie af purunge piger eller milfy damer, som kaster sig for fødderne af den følelsesmæssigt utilgængelige forfatter, som hovedsageligt befinder sig i en evident rus af alkohol eller stoffer.

Indrømmet: Hank Moody er ikke det oplagte valg af idol, hvis man går efter indre værdier som tolerance, uselviskhed, engagement, eller personlige kvaliteter som taktfuldhed, hensyntagen og diverse andre sociale egenskaber. Hank har ingen hæmninger, ingen situationsfornemmelse og absolut ingen pli – han er nådesløs, direkte og fandenivoldsk, og han vil på ingen måde undskylde for, hvem han er eller hvad han siger – og han er fuldstændig ligeglad med konsekvenserne deraf. Gennem sine spydige, men yderst velformulerede og skarpe kommentarer, håndterer Hank mennesker og situationer på netop den måde, som man i bakspejlet selv gerne ville kunne præstere. Hanks evner til at give svar på tiltale, sætte jubelidioter på plads og gennemskue folk og deres skjulte motiver er enestående eksempler på drømmescenariet, hvor man med henkastet, kølig besindighed leverer en intelligent, diskret hånlig og ultra kontant kommentar, som er så spot on, at der fuldstændig blokeres for modpartens mulighed for at komme med et smart eller relevant comeback eller på anden måde fortsætte en meningsfuld ordveksling. Total diskursiv nedlukning af samtalen – dét er Hank Moody, når han er bedst.

Mens Hank på overfladen kan synes at være noget afstumpet, forsømmelig og falleret, så er han stadig en indbegrebet af coolness, eftersom han er i besiddelse af en solid selvindsigt og en fængslende selvironi, som kommer til udtryk gennem den tørreste humor og de koldeste aversioner. Mens Hanks spotske kommentarer kan fornærme, er de dog ikke nødvendigvis offensive. At være krænkende og ubehagelig blot for offensivens skyld er stupidt og formålsløst. Men at ydmyge den tomhjernede journalist, den irriterende fyr der springer over i køen eller den arrogante skrankepave med velformuleret begavelse er effektivt og realistisk. Hank er den moderne rebel – et politisk ukorrekt håb i en verden, der er ved at kløjes i sin egen apatiske ligegyldighed.

Desværre for den oprørske Hank er han jo selv en del af den overfladiske og banale verden, som den tager sig ud i det solbeskinnede Los Angeles, hvor den sjælløse, kommercielle og korrupte Hollywood-kultur fordærver og forkvakler mennesker, moral og mening. Hanks modvilje mod andre mennesker udspringer af en væmmelse og afsky over for den verden, han elsker at hade. Netop hans personlige deltagelse i denne verden afstedkommer et uafværgeligt selvhad, som han åbenlyst vedkender sig og lever med efter bedste evne, hvormed han hengiver sig til tilfældige seksuelle eskapader, meningsløse drukture og henkastet storforbrug af weed. Jeg beundrer Hank Moody. Jeg dyrker Hank Moody. Jeg vil være Hank Moody. Det er derfor, at jeg med store forventninger tæller ned til september 2010, hvor den nye sæson af Californication endnu engang tilbyder mig at tilbringe nogle timer i selskab med Hank Moody.