søndag den 20. juni 2010

Hvor er the WAGs?!

JUHU! Vi vandt over Cameroun! Endelig kom der lidt medvind til de danske VM-drenge - det var vist også på tide. Som de fleste andre danskere sidder jeg jo også spændt og følger med i alle kampene, tæller mål, lytter til statistikker og giver gerne mit besyv med, når Morten Olsens spillervalg diskuteres eller når spillerpræstationerne evalueres. Og lige nu er jeg da også træt af, at vi ikke kan nøjes med en uafgjort mod Japan, men at det kræver en sejr, hvis vi ikke skal ende med "tre kampe og så i bad."

Så ja, det er spændende! Men jeg savner noget mere gøgl og gak - ligesom der plejer at være ved disse slutrunder. Hvor er the WAGs?! Spillernes koner og kærester er kendt for at skabe drama og intriger under VM, og jeg mindes gladeligt alt det postyr og sladder der florerede i Tyskland i 2006. Så jeg tager mig selv i at længes efter Englands Victoria Beckham, Cheryl Cole, og Coleen McLoughlin (Rooney's dame) - og især alle mediernes polemik omkring deres tilstedeværelse.

The WAGs forstod at tillægge VM en ekstra dimension. Med bagage til flere måneders ophold, privatfly til kampene, flashing af diverse platinkort og vilde nætter i byen og svimlende shoppingture i det idylliske Baden-Baden, fik the WAGs kridtet banen op. Og så stod den ellers på en god omgang bitching og mobning internt i WAG-lejren, anført af Victoria Beckham, som lod sin mands nedtur på banen gå ud over de andre piger. Hun tog nærmest alle midler i brug for at markere sin stjernestatus - og hurtigt blev VM til WAGs'enes kamp om at se bedst ud og bruge flest penge. Så der blev endda præsenteret en del fashion, trends og tendenser på tribunerne under Englands kampe. Og eftersom England ikke formåede at leve op til forventningerne og præstere noget fantastisk fodbold, så kunne vi underholde os med gossip om, hvilke WAGs som havde de sygeste slankekure, hvem der hadede hinanden mest, og hvor lækre og moderne deres solbriller var.

Der er brug for mere af denne spændende udenomssnak! Selvfølgelig handler VM primært om fodbold - men fodbold i dag er altså ikke længere bare 11 mand på banen og en landstræner i kulissen. Fodbold er også blevet til alt det, som foregår udenom. Hvilke trænere som er elsket eller hadet af deres spillere eller i deres hjemland, hvem der har sagt eller gjort noget "forbudt", hvem der har flest stjernenykker, uhensigtsmæssigt rivaleri mellem spillerne eller drama med WAGs. Så giv os noget mere af det! Pigerne skal jo også have noget at snakke om....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar