søndag den 5. september 2010

Lavpunkter i min uge...

1) Harmonikamand uden for vinduet er vendt tilbage fra sommerferie.

2) Hende den fede dame i fakta lugter stadig helt uhæmmet af sved.

3) Havde ikke lukket kapslen på min vandflaske ordentligt, hvilket resulterede i helt våd taske + gennemblødt indhold.

4) Havde hængt vasketøj til tørre uden for. Gik op i lejligheden. Så kom regnvejr.

5) Gjorde køleskab rent. Og da jeg sætter tingene tilbage vælter en gryde med tomatsovs. Forfra.

6) Blev forfulgt af fire forskellige gadesælgere (samme dag), der vil have penge til gode formål. Jeg har ingen penge. Og jeg er ikke god.

7) Underbo spiller meget høje Kim Larsen-sange i fire stive timer, mens jeg forsøger at læse.

8) Elregning.

9) Kom til at købe abonnement på fiskeolie. Fortrød selvfølgelig med det samme.

10) Hr. Hughes fra Smagsdommerne har fået en meget korthåret frisure. Kan ikke forholde mig til den.

11) Kører i tætpakket morgen-metro mens en 13-årig pige sidder og uophørligt knækker sig i en pose. Synd for pige, klamt for os andre.

12) Min gård er blevet omdannet til en storskraldsafhentningszone. Hvilket betyder losseplads og larm kl. 6.30, når affald bliver hentet.

13) Gammel kammerat vælger at uploade klassebilleder fra folkeskolen på facebook. Og tagge mig i dem.

14) Har købt ind til kæmpe middag for hele den pukkelryggede og står med hænderne i bolledejen, da det går op for mig at jeg har glemt æg. Tilbage i fakta. Tredje gang den dag.

15) Troede at "Borgen" skulle begynde i denne weekend. Slemt skuffet over det først er sidste weekend i september.

16) Beder veninde om at købe Red Bull. Får billig X-tra Energy drik i stedet for - bare IKKE det samme.

17) "Summer of Crime" på Kanal 5 er slut. Savner "Summer of Crime".

18) Er træt af at jeg er så nedern, at jeg savner "Summer of Crime"...

19) Skulle tidligt op søndag morgen, så tog tidligt hjem fra byen lørdag. Havde glemt at man stadig får tømmermænd, selvom man går tidligt i seng.

20) Relativt ny lædertaske går i stykker i hanken. Leder stadig efter kvitteringen. iiiih!

21) Tager mig sammen og beslutter mig for at vaske gulv. Forbereder hele hytten til gulvvask - finder ud af at jeg ikke har nogen moppe. Ned på knæ og skure.

22) Blev helt excited over bankkontoens overraskende store saldo - på trods af kæmpe shoppetur i sidste uge. Kommer så i tanke om at MasterCard sponsorerede shoppetur, og regningen venter stadig...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar